Mens jeg en lørdag morgen stille nød en sen morgenmad, læste nyhederne og checkede mail, så jeg i en yndet online-dagbog, og jeg genlæste for guderne må vide hvilken gang et gribende indlæg om afskeden med hendes far, der var gået bort alt for tidligt. Kærligheden, hengivenheden og det tætte bånd var tydelig, og endnu en gang blev jeg suget ind i teksten og følte det næsten, som om jeg havde været tilstede i rummet sammen med dem, da det skete, og jeg ville gerne have været der, have kunnet give støtte og varme...

...Scenen gled over i erindringen om en tidlig novembermorgen, hvor jeg holdt min farfar i hånden sammen med resten af familien, mens vi tog afsked, og han stille forlod os efter lang tids sygdom. Tankerne gled videre til, hvordan ydre omstændigheder forhindrede mig i at få en rolig stund ved hans side bagefter, og hvordan jeg mærkede det indhente mig ikke så længe efter, da jeg stod ved havnefronten i Seattle en sen aftentime og betragtede reflekserne af fjerne lys glimte dovent i Puget Sounds sorte vand.
Jeg søgte et fredeligt sted og fandt en katolsk kirke, tændte et lys i en afsides fløj, og på knæ foran det talte jeg ordløst med ham om de ting, der ikke var blevet sagt nok, om tiden vi havde haft sammen og om tider, der skal komme, mens tårene langsomt dækkede mit ansigt, inden de ramte det blanke gulv med en dæmpet lyd. Hver af dem mindede mig om, hvor meget jeg holdt af ham, om min tvivl om hvorvidt jeg havde vist det nok, og om min fortvivlelse over ikke længere at kunne gøre det.
Jeg lovede både ham og mig selv at gøre mit bedste for at bære hans kærlige væsen videre, at få mest muligt ud af dette liv og give mest muligt igen, mens jeg er her.
Da lyset var brændt ud, vaklede jeg med smertende knæ ud i en stjerneklar nat, trak vejret dybt og smilede stille, da jeg mærkede ham ved siden af mig.

Ved tre-tiden en augustnat to år senere sad jeg på en umagelig bænk på et mørkt og affolket hospital i Lhasa og vågede over min farmor, der var ved at bukke under for en cocktail af akutte sygdomme kombineret med et kafkask sundhedsvæsen. Hun vågnede og pegede afkræftet ud i mørket på væggen overfor, mens hun lavt, men tydeligt spurgte mig, om vi skulle ind i lyset. Mens jeg tog hendes hånd, kastede jeg et blik på monitorens uændrede billede og sagde stille, at jeg gerne ville have at hun blev her, hvis hun kunne. Hun sendte mig et udslukt blik, nikkede svagt og fik et kort udtryk af mental anstrengelse, inden hun forsvandt tilbage i en dyb søvn. To timer senere begyndte vi turen væk fra hospitalet og mod kvalificeret behandling i Kathmandu.
...Hun er her endnu, glad for de ting hun stadig kan, fordi hun ved, at hver dag er en gave, også selvom hun savner sin mand hver dag.

Jeg kan som så mange andre se tilbage på situationer, hvor rent held eller tilfældig opmærksomhed har gjort forskellen på, om vi er i live og går videre, uskadte og forhåbentlig klogere. Situationer, hvor en halv meter, et sekund eller en anden persons handling gjorde hele forskellen på, om forestillingen sluttede, tog en frygtelig drejning eller forsatte mere eller mindre uændret.
    Udover at lære at passe bedre på under venstresving, svampeplukning og morgenbarbering med krumsabel er der også en anden og vigtigere ting at lære: Hvad det er vi har, og at påskønne det, mens vi har det. Man behøver ikke at have danset med døden for at vide, at den kommer - det ved vi alle. Indtil da kan livet byde på et overflødighedshorn af både grumt og skønt, og det eneste sikre er, at alt hvad der har en begyndelse også har en ende. Brug den viden. Sæt pris på det gode, mens du har det, og find trøst i, at det dårlige vil få en ende. Jeg tænker ikke kun på livet som helhed, men også alle de ting det består af. Altsammen er der kun i en periode, som vi ikke nødvendigvis er herre over. Pas på det og nyd det - det er ikke sikkert, at det venter på dig.
Jeg ser mange, alt for mange, der er fanget i nærmest rutinemæssige frustrationer over små og store ting, som de enten kunne ændre eller leve fint med, men hvor det synes lokkende meget lettere at hensynke i apatisk selvmedlidenhed end at tage ansvar og enten ændre tingene eller acceptere dem, som de er, og bruge energien på noget andet og bedre.
    Jeg ser folk, der hænger fast i noget mistet; folk med fokus på tabet uden øje for og glæde over, at de har haft noget godt og smukt at miste; uden at huske, at de også har oplevet og nydt det gode og smukke, før det forsvandt igen.
    Jeg ser folk, der fylder livet med støj, så de slipper for at tage stilling til svære spørgsmål om, hvad de vil med det. En dag vender de sig undrende om og ser tilbage med ærgrelse og ofte bitterhed over, hvad de ellers kunne have fået ud af tiden.
    Det kan næppe helt undgås at bruge tid på 'forkerte' ting, men man kan undgå det et langt stykke af vejen ved at være en smule bevidst om, hvem man er og hvad man vil, og selv 'forkerte' ting kan man lære af... og så er det jo ikke helt spildt :o)   Vi er alle mennesker, og vi falder vel alle i disse fælder i større eller mindre grad. Men kender man dem, kan man også genkende dem, og så er det første skridt videre allerede taget. For hver gang bliver det lettere at komme videre, det bliver lettere at undgå fælderne, og det negative i livet mindskes stille og roligt.

Langt de fleste af os, hvis ikke alle, har de basale forudsætninger opfyldt for at være glade, for at være lykkelige. Nøglen til det er den mentale indstilling. Jeg taler ikke om, at man skal gå lalleglad og ignorant gennem livet; man skal naturligvis forholde sig til det og alle dets sider. Jeg taler om det syn, som man lægger på de iagttagelser og erfaringer, man gør sig; hvad man bruger dem til, og hvordan man vælger at reagere på livets drejninger. Vi kan ikke bestemme alt, hvad der sker her i livet, men vi kan bestemme hvordan vi reagerer på det.
    Kend dig selv og dine værdier, kend dine ønsker og mål, stå ved dem og forfølg dem med den grad af enthusiasme, der passer dig. Vis dine kære, at du holder af dem - hver dag. Og vigtigst af alt: Nyd det hele imens! :o)
Denne nok uendelige proces med at blive stadigt bedre til at se det smukke i livet og hinanden, at rumme hinanden og at evne at elske, så den elskede kan mærke det fuldt og helt; den proces blev for mig startet af en menneske med fejl og mangler som alle andre, men han var fremfor alt menneske.

Stevie Ray Vaughan skrev 'Life Without You', da en god ven brat blev revet bort. Under en koncert gav han sangen en længere forklaring, og sluttede med: "Please take care of yourself and those that you love... because that's what we are here for, that's all we've got, and that is what we can take with us."
Når jeg hører den, smiler jeg i stille taknemmelighed, mens jeg tænker på en gammel mand med et stort hjerte og på den kostbare arv, han videregav.

-----

Oh now baby, tell me how have you been
We all have missed you and the way you grin
The day is necessary every now and then
for souls to move on, givin' life back again, and again
Fly on, fly on fly on, my friend
Go on, live again, love again

Day after day, night after night
Sittin' here singin' every minute
as the years go passing by, by, by, by...
Long look in the mirror
we've come face to face
Wishin' all the love we took for granted
(was) love we have today

Life without you
all the love you passed my way
The angels have waited for so long
now they have their way
Take your place...